Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for 19. juni 2010

Jeg har med stor sorg erfaret, at publikumschef i Statens Arkiver, Inge Bundsgaard er død tirsdag d. 15.  juni efter længere tids sygdom. Hun arbejdede indtil for kort tid siden, hvilket på mange måder er kendetegnende for Inges dedikerede arbejdsform. I de senere år var det navnligt det store arbejde med at ompakke og registrere Statens Arkivers uhyre samlinger i daisy, som havde fokus.

Jeg traf selv Inge første gang tilbage i slutningen af 1980´erne i Sammenslutningen af Lokalarkiver, da hun var leder af lokalarkivet i Herlev. Senere havde jeg lejlighed til at arbejde sammen med hende gennem mange år i Statens Arkiver; først som kollega og siden i en længere periode, hvor jeg, på Landsarkivet for Sjælland, var så heldig at have hende som chef. Det har givet mange gode – både faglige og personlige – oplevelser.

Inge bakkede positivt op omkring forskellige formidlingstiltag, hvor arkiverne havde mulighed for at komme i kontakt med bredere publikumsgrupper. Dette gjaldt fx de årlige kulturnætter samt forskellige samarbejdsprojekter der bl.a. involverede medier, nordiske kontakter samt andre institutioner.

Desværre blev Inge kun 58 år. Urimeligt, at hun ikke fik mulighed for at fortsætte sit engagerede virke for arkiverne i mange år endnu.

Read Full Post »

%d bloggers like this: