Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for januar 2011

LFF  (Landsforeningen til bevaring af foto og film) – kursus om film på nettet: ”Fra fars fede feriebilleder til YouTube” tiltrak omkring 70 mennesker fra ABM verdenen, der mødtes i Historiens Hus i Odense 27. januar.

Oplægene omhandlede emner fra teori, til håndtering af ophavsrettigheder til erfaringer fra konkrete projekter, hvor  danske stadsarkiver har lagt film ud på nettet på hver deres platforme med forskellige søgemuligheder og brugerfaciliteter. Følgende blev præsenteret:

Byen i Byen: Frederiksberg Stadsarkiv: http://www.byenibyen.frederiksberg.dk
Vejle Film, Vejle Stadsarkiv: http://www.vejlefilm.dk/
Moviscop, Aalborg Stadsarkiv: www. moviscop.dk
Vendiafilm, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum: www.vendiafilm.dk

Køge byhistoriske Arkiv var desværre forhindret i at deltage, men vil videregive erfaringer fra arkivet i anden sammenhæng.

I diskussionen på kurset blev bl.a. efterlyst en fælles platform, som flere arkiver kunne anvende uden selv at skulle starte forfra med udviklingsarbejde.

Platformen, som Aalborg og Hjørring  har udviklet, er et regionalt projekt med indgang for hvert enkelt arkiv.  Frederikshavn/Bangsbo Museet er også deltager i projektet og lancerer deres del senere i år. I det nordjyske projekt er der plads til flere arkiver også uden for regionen (det kræver dog, at arkivet bruger Arkibas4). Frederiksbergs løsning er også en mulighed at gå videre med.

Alle projekter har både en indsamlings, bevarings, tilgængeliggørelse og formidlingsvinkel.  Og alle arkiver erfarer, at der blandt offentligheden/brugerne er stor interesse for filmmediet og tilbuddene på nettet.

Der er mulighed for at se flere billeder fra kurset i Odense på LFFs flickr: http://www.flickr.com/photos/39232458@N06/sets/72157625923199616/

Og det første oplæg fra kurset er lagt på Slideshare – resten følger – se venligst http://www.slideshare.net/Landsforeningen

Read Full Post »

Vi kender det på alle arkiverne, de store mængder af billeder uden metadata, som vi gerne vil dele digitalt på nettet. Uden metadata, uden de rette søgeord, er det nytteløst at lægge materialet ud, for uden metadata og søgeord, kan billederne ikke søges frem. Og opgaven med at få tagget samlingen er uoverkommelig med de eksisterende ressourcer.

Den udfordring står Det Kgl. Bibliotek (KB) også med. Det Kgl. Bibliotek ønsker at gøre blandt andet fotosamlingen tilgængelig online, men mangler at få tagget den, så den bliver søgbar. Opgaven med at få tilført fotografierne de nødvendige tags virker umiddelbart uoverkommelig, for samlingen af kort og billeder tæller mere end 18 millioner enheder. Men Det Kgl. Bibliotek har muligvis fundet en løsning, den viderebringes hermed til inspiration.

ESP-games

En projektgruppe blev sat på opgaven, og som det første efterforskede den, hvad andre havde gjort – og stødte på ESP games. ESP-games er udviklet som et forskningsprojekt ved Carnegie Mellon University (USA) ved Professor Luis von Ahn. ESP-games er et af flere ”Games With a Purpose”, spil der er udviklet med mere end selve spillet som formål. Ideen bag ESP-games er at benytte ”the computational power of humans to perform a task that computers cannot yet do (originally, image recognition) by packaging the task as a game.” http://en.wikipedia.org/wiki/ESP_game. Og her er oparbejdning af metadata på billeder et formål som har stor effekt. Luis von Ahns projekter og programmer genbruger de millioner af nyttige og mindre nyttige mennesketimer, som forbruges på internettet. På internettet spilles rigtig mange spil, for folk elsker at dyste og i ESP-games kan man dyste på ord: En række billeder vises indenfor en begrænset tidsperiode, og mens tidsbarometeret tæller ned, skal man via dyst sammen med en anden spiller nå at få flest mulig af sine forslag til tags godkendt på flest mulig billeder. Her skulle man umiddelbart tro, at der bagved spillet lå en foruddefineret facitliste, der genkender og godkender de rigtige ord. Men det gør der ikke, for listen genereres først under selve spillet – spillerne laver selv facitlisten, mens de spiller! Teknisk set sker der det, at programmet sammenligner spillernes forslag til tags og godkender de tags, som begge spillere foreslår. Spillerne kender ikke hinanden og kan heller ikke se de ord, som den anden spiller skriver, men hvis to mennesker uafhængigt af hinanden foreslår samme tag, så er der en meget stor sandsynlighed for, at andre mennesker også vil finde dette tag relevant for det aktuelle billede. De tags, som foreslås af begge spillere, opsamles og tilknyttes billederne. Og når billederne efterfølgende lægges ud i anden sammenhæng, er de nu søgbare for andre brugere via de tilknyttede tags. Billederne er således blevet tagget af spillerne – ganske gratis og hurtigt.
At det sker hurtigt er en central faktor for at benytte metoden til tagging af store digitale samlinger. Det gør projektet overskueligt og realistisk, når der er en reel mulighed for at nå hele samlingen igennem. Det Kongelige Bibliotek ser også en fordel i at lade taggingen ske som et offentligt spil udenfor elfenbenstårnet, fordi de herigennem får kendskab til brugernes terminologivalg. De tags, som brugerne tilfører billederne, vil sandsynligvis også være de ord, de ville vælge som søgeord, ved en given søgning. KB har dog opdelt tagging-projektet i flere faser, for de vil ikke nøjes med de generelle tags, de vil også have fagfolk til at bedømme billederne og tilføre mere specifikke ord. Deling med fagfolk kræver gruppering af billederne, og den opgave bliver pludselig mulig, når billederne har fået 1-2 tags. Så kan billederne grupperes i emner og fagområder og gå videre til specifikke faggrupper, eventuelt via nye spil som dyst mellem fagfolk og nørder. Således kan togbilleder sendes til tognørder, busbilleder sendes til busnørder, gadebilleder med biler sendes til bilnørder, o.s.v.

BETA-test

Biblioteket har testet to BETA tagging-spil, først et internt julespil for bibliotekets medarbejdere, og siden det offentlige ”Gør en forskel”, som blev lanceret via Facebook. Begge gange med stor succes og et meget fint tagging-resultat, samtidig med at KB indhentede værdifulde erfaringer til fremtidig udvikling.
Det interne julespil blev afviklet julen 2009 og inviteret var bibliotekets 400 medarbejdere. Resultatet var overvældende: På mindre end 14 dage fik 500 udvalgte billeder 25.976 tags. 101 af bibliotekets medarbejdere havde deltaget og tagget mindst 1 ét ord, og i gennemsnit havde taggerne bidraget med hver 257 tags.
November 2010 forsøgte biblioteket så at gå offentligt ud med et spil lanceret via Facebook, ”Gør en forskel”. Dette spil indsamlede ikke alene ord til egen samling, men støttede samtidig Red Barnet økonomisk. Hvert enkelt registreret tag udløste nemlig 2 kr. til Red Barnet via en privat donation på 5.000 kr. Pengene ville ikke have rakt til mange mandetimer i et traditionelt registrerings-projekt, men ved at konvertere midlerne til et donations-spil, der støttede Red Barnet, fik biblioteket en masse brugere til at hjælpe sig med opgaven. Taggingen skete så hurtigt, at pengene til Red Barnet var ”spillet” hjem på en uge, og spillet er nu lukket. Spillerne genererede 22868 tags til 2000 billeder, hvoraf 2516 var valide tags, nemlig samme ord foreslået af mindst 3 brugere. KB har fået en ny pulje penge til Red Barnet og vil åbne med en ny og forbedret version.

Forrige runde af det offentlige spil blev lukket så hurtigt, at jeg aldrig selv nåede at prøve, og jeg venter derfor spændt på næste version af donationsspillet. Men hvis der var så stor interesse for at spille spillet, er det måske relevant at spørge, om donationen til Red Barnet er en nødvendig faktor, eller om det at give hjælp til biblioteket og vores egen kulturarv ikke havde været nok i sig selv? Det kunne vi jo passende afprøve i arkivsammenhæng.

Hvis du vil prøve KB´s ”Gør en forskel”, når det åbner igen, så registrer dig på deres fanside, så får du automatisk besked  eller prøv et andet Games With A Purporse på Gwap. På programmet HARDDISKEN på P1 kan høres mere om KBs spil: http://www.dr.dk/harddisken/blog/2010/11/23/hvad-forestiller-billedet-nyt-fb-spil-fra-det-kongelige-bibliotek/

Read Full Post »