I Københavns Stadsarkiv fylder arbejdet med at tilgængeliggøre 1000-vis af digitaliserede protokolsider i øjeblikket meget. Det fylder faktisk så meget, at vi snakker om, at vi har bevæget os fra et fokus på formidling til et fokus på tilgængeliggørelse. Men hvad mener vi med det – og hvad betyder det i praksis?
I Kildeviseren kan du bladre i de digitaliserede protokoller. Vi knokler for at lægge så meget materiale på som muligt. Infrastrukturen er langt om længe på plads. Meget er digitaliseret og mere er på vej. Stadig må vi dog erkende at tingene tager tid.
At skelne mellem formidling og tilgængeliggørelse kan virke som en lidt teoretisk eller irrelevant diskussion. I praksis er der mange gråzoner og begreberne bruges også gerne i flæng. Men det har været konstruktivt for os at skelne i arbejdet med de brugerrettede aktiviteter, der jo i stigende grad foregår digitalt.
Forskellige brugsscenarier
Og hvad mener vi med de to begreber. Jo – i deres rene form er den afgørende forskel kuratering. Formidling er, i vores definition, at udvælge noget fra samlingen og organisere, konceptualisere og tilrettelægge det, så de fortæller den historie, vi gerne vil fortælle. Tilgængeliggørelse derimod, handler om at stille samlingerne til rådighed, så brugerne selv kan plukke i den, til det formål de nu engang har for øje.
Formidling og tilgængeliggørelse er altså i denne optik to meget forskellige måder at interagere med sine brugere. Med formidling præsenterer vi brugerne for et færdigt resultat, som brugerne selvfølgelig kan forholde sig til og indgå i en dialog omkring. Men med tilgængeliggørelse sætter vi brugeren i stand til at skabe noget selv. Altså en form for empowerment af brugerne. Det ene er ikke bedre eller vigtigere end det andet, aktiviteterne har bare to forskellige formål.
Et samarbejde med Family search om digitalisering
Begge aktiviteter er kerneopgaver for arkiverne. Når vi for tiden vægter arbejdet med at tilgængeliggøre, er det fordi, vi har været så heldige at slægtsforskningsorganisationen Family Search snart har digitaliseret stort set hele den del af vores samling, der er i højfrekvent brug. Vi har altså mange tusind digitaliserede protokolsider liggende på vores servere, som brugerne efterspørger, men som de stadig må besøge læsesalen for at se i deres analoge form. Ved at tilgængeliggøre dem, kan vi altså servicere en kernemålgruppe, nemlig slægtsforskerne, men i et helt andet størrelsesforhold end på læsesalen.
Ægteparret Clyde og Rebecca Bailey er udsendt fra Family Search og har i halvandet år digitaliseret protokoller i Stadsarkivet. Det er pga. deres arbejde at tilgængeliggørelse i den grad er kommet på vores dagsorden.
Tilgængeliggørelsen begynder allerede med udvælgelsen af, hvad der skal digitaliseres. Her kan man i princippet tale om en gråzone til formidlingen, for er denne udvælgelse ikke en form for kuratering? Men hvis man fokuserer på formålet med tilgængeliggørelsen, empowerment, og sætter brugeren i centrum er det ret enkelt hvad der skal digitaliseres, nemlig det materiale, der efterspørges.
Hvad består tilgængeliggørelsen af?
Og hvornår kan vi egentlig sige at noget er tilgængeliggjort? Vi arbejder med, at en samling er tilgængeliggjort, når den er findbar (fx i Google), søgbar og/eller navigerbar OG ledsaget af den nødvendige brugerunderstøttelse. Den ypperste tilgængeliggørelse er selvfølgelig, at selve informationerne i materialet er indtastet. Det kan i sagens natur kun ske i et ganske begrænset omfang og på udvalgte samlinger fx Politiets registerblade. Størstedelen af de digitaliserede protokolsider vil vi tilgængeliggøre i Kildeviseren – en ”bladre-viewer” til arkivmateriale, som vi har udviklet til formålet.
Brugerunderstøttelsen handler om hjælp og vejledning både til at finde vej gennem materialet. Vi har valgt at arbejde med brugerunderstøttelse eller vejledningen som en del af tilgængeliggørelsen, fordi vi mener arkivalier sjældent er selvforklarende og dermed ikke tilgængelige uden.
Men hvor stopper tilgængeliggørelsen så? Ja, vi oplever også at begrebet har grebet om os i vores arbejde. Når vi forbedrer en tekst i vores arkivregistratur Starbas, er det så også tilgængeliggørelse? Forstået på den måde at vi forbedrer brugerunderstøttelsen og findbarheden. Eller når vi synliggør mulighederne for at søge om adgang til arkivmateriale med oplysninger om private forhold – Gør vi så ikke samlingen mere tilgængelig ved at fjerne unødvendige forhindringer for brugernes ansøgningsproces?
Hvad med formidlingen?
Men har vi så helt glemt formidlingen? Nej, det har vi ikke. Vi vil (og skal) selvfølgelig blive ved med at formidle vores samlinger for en bredere målgruppe, end dem der selv ønsker at udforske deres egen, deres bys eller deres slægts historie. Selvfølgelig må vi prioritere, for vi kan ikke bruge tiden to gange. Men netop ved at skelne mellem de to aktiviteter, håber og mener vi også, vi kan blive mere målrettede i vores formidling.
Af Helga Mohr og Signe Trolle Gronemann, Københavns Stadsarkiv
Før-og-nu billederne på Stadsarkivets hjemmeside er et eksempel på Stadsarkivet formidling af Københavns historie, der har en langt bredere målgruppe end dem, der selv ønsker at komme på arkivet (online eller på læsesalen) og foretage arkivundersøgelser. Før-og-nu-billederne blev lanceret i januar 2015 og har i 1. kvartal 2015 tiltrukket ca.120.000 besøgende på kbharkiv.dk. Her er det Adelgade set fra Dronningens Tværgade. Foto 1954: Boligkommissionens billedarkiv, Københavns Stadsarkiv. Foto 2014: Mads Neuhard
Knapt havde Library of Congress lagt deres danske billeder ud, før de også annoncerede det nye partnerskab med flickr på den nye commons-del. Blandt deltagende institutioner er også Smithsonian og Nationalarchief fra Holland.
Arkivformidling 
