For arkivverdnen er digitalisering en flerfold nødvendighed.
Alle har vel oplevet at den underlige spotten man bliver genstand for når man venligt begynder at bladre i kartotekskortene for at besvare en af de videnssøgende gæsters spørgsmål. “Det er da godt nok en stor computer – ha ha”
Helt naturligt forventer alle uden for arkivverdnen, at man skal kunne google det hele. Derfor er digitalisering af søgemidler utrolig vigtig. I Silkeborg hvor jeg sidder volder det store praktiske problemer, men der er jo ingen vej uden om – om det hele så ska tastes ind igen med håndkraft.
De samme videnssøgende gæster, typisk dem der ringer, er lettere uforstående over at indholdet ikke foreligger digitalt. Noget gør jo allerede, men kirkebøger og folketællinger viser jo også problemerne. Med digitaliseringen har man jo kun gjort selve håndskriften tilgængelig. Prisen har jo været at det meste er meget svært at læse på grund at den dårlige original.
Men der er jo i realiteten ingen vej uden om digitalisering af i hver fald de centrale dokumenter i samlingerne og tagge dem med emneord så de er til at finde med google og lignende.
Vores problem i den retning er at registreringsprogrammerne, i hvert fald Arkibas ikke er det mindste velegnet til at løse den udfordring. Det program ligger underdrejet af underfinansiering, manglende kompetence og sikkert også manglende interesse. Det er stadig ret kompliceret at bruge de indtastede data online og tanken om, at man skulle kunne gå fra arkibas til selve arkivaliet er svimlende og ligger ret langt væk.
Men digitaliseringen handler jo også om, at arkivernes og ikke mindst arkivarens rolle derved bliver radikalt forandret. Digitaliseringen vil jo kræve at vi bliver langt bedre til at indrette systemer, der kan bruges uden arkivarens indsigt i undtagelser og forskellige særordninger, der kom til som et resultat af en stor indkomst i 1988 og aldrig er rettet. Oven I kraft af dette har Arkivaren jo en dejlig nøglerolle som den eneste der forstår systemet og som alle er afhængige af hvis man skal bruge noget i arkivet.
Derved er digitaliseringen jo meget demikratiserende. Viden bliver offentlig tilgængelig.
Men prisen bliver jo let at arkivet bliver mindre synligt når alle arkivalierne ligger på nettet. Arkivarens arbejde bliver usynligt og måske kan man frygte at selve arkivet taber synlighed. Samtidig er det jo et problem at kernen af de nuværende brugere er et ældre it-svagt segment. De vil ikke umiddelbart opleve den store fremgang i en digitalisering.
Arkivaren selv er ofte heller ikke særlig velbevandret udi it-spørgsmål og da der jo ikke er nogen penge vil løsningerne ofte blive søgt hvor de er gratis eller næsten gratis, i hvert fald hvad angår eksterne lønnede hjælpere.
Det er derfor af afgørende betydning at vi får taget fat på at definere hvad en digitalisering egentlig betyder i arkivverdnen. Hvad kan vi opnå, hvad giver vi afkald på.
Jeg er for så vidt enig i, at vi skal digitalisere arkivernes medarbejdere, chefer og dem der betaler gildet som Charlotte SH. Jensen skriver andet steds.
Det ville være fint at arbejde på at digitalisere vores tænkning af arkivvæsnet. Det synes jeg vi skal gøre her.
Digitaliseringen er uomgængelig, men hvordan kan den overhovedet lade sig gøre?
Arkivformidling 