Hvad tænker folk på, når de hører ordet “arkiv”? For blot få år siden ville standardsvaret formentlig omfatte bebrilledede, tvære ansatte med knold i nakken – både fysisk og mentalt – tommetykt støv, osv. Men er der ikke i stigende grad andre billeder, der trænger sig på?
En museumskollega ville egentlig have droppet ordet “arkiv” på den nye firmabil, så der ikke stod “X-by museum & arkiv”, men kun “X-by museum”. Det blev ikke til noget, for designbureauet frarådede det. Fordi arkiv ikke er et dårligt ord. “Det ord kan noget” sagde kommunikationsrådgiveren (- såvidt jeg husker, at kollegaen fortalte ;-).
Ved en privat sammenkomst for noget tid siden klappede jeg min telefon ud, og et et yngre menneske udbrød ved synet af wallpaperet: “Orv – er det noget fra daVinci-mysteriet?”. (Det er det nu ikke, det er et klip fra kirkebogen i Horbelev)
I sommeferien gik jeg ned af Købmagergade og og bemærkede en omfattende opstilling af brune arkivkasser i et et boghandlervindue. Det var indpakningen til en ret eksklusiv Ingmar Bergman-publikation kaldet “Ingmar Bergman Archives”. På Amazons side om “Ingmar Bergman Archives kan jeg se indholdet fra arkivkassen, et hard-cover produkt med layout som et klassisk fotoalbum. Og salgssiden afslører, at der findes et tilsvarende “Stanley Kubrick Archives”.
I biffen har der også indenfor de seneste år være en række eksempler på meget positive billeder af arkiver og arkivarer. I fx “Engle og Dæmoner” foregår en stor del af handlingen i Vatikanets arkiv – og det er selvfølgelig i arkiverne, at ledetråde, spor og viden som leder til både spænding og nye opdagelser skal findes. En egentlig actionfilm med arkivalier i hovedrollen så vi med “National Treasure”, hvor Nicholas Cage får hjælp af en særdeles handlekraftig (og overordentlig nydelig) kvindelig arkivar, da selveste Uafhængighedserklæringen skal fravristes hidtil ukendte hemmeligheder. ( En film, som i øvrigt ikke kan anbefales for arkivarer med svage nerver: arkivaliet bliver rullet sammen, er ved at blive kørt over og “behandles” med både citronsaft og hårtørrer).
I den svenske krimi “Mænd, der hader kvinder” tilbringer både Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist lang tid med arkivarbejde. Skalkeskjulet for undersøgelserne – der i virkeligheden går ud på at løse en gammel mordgåde – er, at der skal skrives en slægtshistorie. Og det er materiale fra lokalavisens billedarkiv og regnskabsbilag i Vanger-koncernens virksomhedsarkiv, som gør udslaget og forløser historiens plot.
Ovenstående er naturligvis løsrevne eksempler, men er der ikke en udvikling i opfattelsen af arkiver? Kunne den i så fald hænge sammen med bølgen af store digitaliseringer, som gør det muligt for rigtigt mange nye brugere at få adgang til virkeligt store mængder af historisk kildemateriale på egne “præmisser”? Kan 2.0 udviklingen spille ind – dvs. vores almindelige interesse for at finde, bruge og dele – både viden og information?
Er det synsbedrag, solstik og en verden set gennem lyserøde briller, eller ER der faktisk en del positive fremstillinger af arkiver i omløb? Er der andre eksempler?
Arkivformidling 