Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Udstilling’

Aalborg Stadsarkiv og Det danske Udvandrerarkiv leder ustandselig efter nye måder at formidle vores fotos på 🙂 Og her er en enkel, forholdsvis billig måde, der har givet en masse god respons, som vi gerne vil dele i alt sin enkelthed.

Inden for det seneste år har vi lavet udstillinger i byrummet på store plancher af PVC plast kombineret med QR koder i stedet for en masse tekst. QR koderne har været linket til de samme billeder på billeddelingssiden Flickr, hvor man har kunnet finde mere information om motivet. Vores første eksperiment gjorde vi i juli sidste år, da arkiverne markerede USAs nationaldag 3. juli 2011 på J.F. Kennedys Plads i Aalborg med et arrangement, som inkluderede en udstilling på et byggeplankeværk.

Siden har vi genbrugt udstillingen i området omkring arkivet – og det har vist sig, at materialet er langtidsholdbart – det holder fint et halvt år udendørs – og det er ikke bekosteligt at få lavet bannerne. Se flere billeder fra udstillingen her:  http://www.flickr.com/photos/64314447@N07/  På billedet ser Aalborgs Borgsmester Henning G. Jensen og den amerikanske ambassadør Laurie S. Fulton udstillingen.
Sidst har vi promoveret årets Lokalhistoriske kalender på samme vis:

Og lavet en udstilling i en nedlagt havneområde: Østre Havn i Aalborg i samarbejde med Aalborg Kommunes Teknik og Miljøforvaltning og Nordjyllands Historiske Museum. Denne gang var bannerne kombineret med en App med mundtlig formidling (lyd), som uddybede bannernes information om området.

Read Full Post »

Aalborg Stadsarkiv og Aalborg historiske Museum planlægger for tiden en udstilling om ”Det Glade Aalborg”. Siden industrialiseringen sidst i 1800-tallet har Aalborg haft et ry for at være en by med et farvestrålende, muntert og til tider hårdtslående forlystelsesliv. Mange kender Gaden (Jomfru Anne Gade) – og som en af de eneste danske byer har karnevalet fra 1980erne overlevet, vokset og blevet til et af Europas største karnevals arrangementer.

Karneval 2009 (eget foto)

I den sammenhæng prøver arkivet og museet for første gang at invitere brugerne/publikum med ind i forberedelsesprocessen gennem sociale medier under overskrifter som: Vi inviterer til at være med at påvirke billedet af ”Det Glade Aalborg” – og spørger: Hvad er det glade Aalborg, hvor er det på vej hen? – “Dit glade Aalborg”  (eller det modsatte). Siden skal siden indgå i synergi med udstillingen IRL, som åbner i maj.

Vi eksperimenterer med, hvordan formidling og indsamling spiller sammen: Museet efterlyser ting fra det rytmiske musikliv siden 1970erne og genstande fra byens gamle værtshuse. Stadsarkivet efterlyser fotos, dokumenter og erindringer fra byens forlystelsesliv.

Følg os på facebook-siden: www.facebook.com/Det.Glade.Aalborg 

Har andre arkiver erfaringer med kampagner gennem utraditionelle medier?

Read Full Post »

I marts sidste år kollapsede Kölns Stadsarkivs bygning og ufattelige store kulturarvs værdier gik tabt. Et omfattende arbejde fulgte med at redde så meget så muligt ud af murbrokkerne. Nogle af de reddede dokumenter er nu udstillet i Max-Gropius-Bau i Berlin i udstillingen ”Köln in Berlin – Nach dem Einsturz: Das Historische Archiv”.

Plakat fra udstillingen „Köln in Berlin“ (design: Steenbrink Vormgeving, Berlin )

Ifølge Politikens korrespondent Peter Wivel giver udstillingen en gribende oplevelse, citat; ”Beskueren går i chok gennem rummene. Her ser vi, hvordan en flig af vores kultur ville have set ud, hvis der var faldet en atombombe ” – læs hele PWs reportage her: http://politiken.dk/kultur/article923754.ece

Så hvis vejen falder forbi Berlin inden 11. april …

Praktiske oplysninger etc.: http://berlinerfestspiele.de/de/aktuell/festivals/11_gropiusbau/mgb_04_programm/mgb_04_ProgrammlisteDetailSeite_14249.php

og flyer fra udstilling: http://berlinerfestspiele.de/media/2010/gropiusbau/flyer/mgb10_flyer_koeln.pdf

Read Full Post »

anne-frank-museumsgenstande

For noget tid siden faldt jeg over en interessant post i Linkedin-gruppen Archives Professionals. En hollandsk arkivar skrev, at det stedlige kultur- og undervisningsministerium havde godkendt en aftale mellem Anne Frank Museet og Netherlands Institute for War Documentation (NIOD) samt Royal Netherlands Academy of Arts and Sciences (KNAW), som betyder, at Anne Franks berømte dagbøger udlånes permanent til udstilling i museet.

Men, spørger den hollandske arkivar på Linkedin, er det nu egentlig en god idé? Han er bekymret for arkivaliernes opbevaringsforhold, når de overgår fra at være arkivmateriale til at blive museumsgenstande. Hvilket hensyn vejer tungest, spørger han, hensynet til museumsgæsternes mulighed for at se dagbøgerne, eller hensynet til bøgerne, vurderet som arkivmateriale, der fortjener de bedst mulige opbevaringsforhold? De bevaringsmæssige forhold må selvsagt være op til konservatorerne at vurdere. Og eftersom dagbøgerne er optaget på UNESCO´s liste over arkivalsk verdensarv i 2009, er der utvivlsomt dygtige folk, der har vurderet dette aspekt meget grundigt før beslutningen om permanent udstilling er taget.

Men spørgsmålet “arkivalier versus museumsgenstande” er interessant ud fra en anden vinkel. Arkivalier er, forsåvidt de har fx en alder og en bevaringstilstand som tillader det, brugsgenstande, der stilles til rådighed for individuel benyttelse. Brugere kan henvende sig på den institution, hvor de opbevares, og få mulighed for at bladre og læse i dem. Udgangspunktet er den interesse eller dét formål, som brugeren selv har defineret. En museumsgenstand er udvalgt og “tilrettelagt” ind i en bestemt formidlet sammenhæng, og det er sædvanligvis ikke umiddelbart muligt at bruge den i en egen kontekst. Museumsgæsten kan ikke umiddelbart få lejlighed til at bladre igennem fx en udstillet protokol, for at se andre sider eller opslag end dét der er slået op på i montren.

Nu er indholdet af Anne Franks dagbøger overordentligt kendt. Men det gælder ikke alle “udstillede arkivalier”.  Fotoalbum, lavspotokoller, breve – der er utvivlsomt mange arkivalier, der har skiftet identitet for at blive til museumsgenstande. Et arkivalie, der ligger i en montre, ses de utvivlsomt af langt flere, end hvis det lå i et arkivmagasin og skulle bestilles frem af personer med et specifikt behov. Men “prisen” er, med mindre det er tilgængeliggjort på anden vis, at det har mistet sin anvendelighed for den, der har et “brugsbehov”. 

Så hvad vejer tungest – hensynet til at “blive set” af mange museumsgæster – eller hensynet til at “blive brugt” af færre arkivbrugere?

Read Full Post »

Formidling her på bloggen har en tendens til at have fokus på den digitale formidling. Derfor er det skønt anderledes, når en publikation med titlen: Se på – ta på – høre på, om tilgjengeligehed og formidling. Erfaringer fra Bergen Byarkiv, dumper ind i brevbakken og kalder på omtale.

Skriftet er nummer 54 i ABM skrift fra ABM utvikling i Oslo – en skriftserie, som kun kan anbefales at abonnere på. Det er ganske gratis se http://www.abm-utvikling.no/publisert – publikationen kan også ses som pdf-fil på http://www.abm-utvikling.no/publisert.

indspilning-i-fuld-skc3a6rm-06-05-2009-204955

Tilbage til nr. 54, som har det udgangspunkt, at adgang til arkiver er en demokratisk menneskeret og de skal være tilgængelige i ordets egentlige forstand – nemlig for funktions-, syns-, høre- og bevægelseshæmmede medborgere også. Det giver udgivelsen en gennemgang konkrete bud på med udgangspunkt i erfaringer fra et projekt på Bergens Byarkiv – delt op i tre dele 1. generel tilgængelighed, 2. tilgængelighed ift. det fysiske miljø fx udstillinger og 3. og en gennemgang af en konkret udstilling i Bergen med evaluering. Svært anvendelig er også en yderst fyldig litteraturliste og gennemgang af standarder. Grundigt arbejde.

Publikationen afsluttes med bilagsafsnit om gode eksempler fra hele ABM feltet, og her er vi på Aalborg Stadsarkiv svært (rigtig) stolte over, at tanker om indretningen af arkivets ”multifunktionelle vidensrum” fra 2001-2003 er med i eksempelsamlingen. Publikation har været nogle år undervejs, og Stadsarkivets vidensrum er nu på vej ind i en ny fase, som ikke kommer til at spærre for hverken multifunktionaliteten og tilgængeligheden. Mere herom i kommende blogindlæg.

Read Full Post »