Aalborg Stadsarkiv, Nordjyllands Historiske Museum og Aaborgbibliotekerne indbød til seminar på Rigsarkivet 9. marts om modeller for ABM-samarbejde om lokalhistorie, som nævnt tidligere her på bloggen. Nu kan præsentationer fra seminaret ses på: http://www.slideshare.net/historieaalborg . Billeder fra seminaret findes her: http://www.flickr.com/photos/48262729@N07/
Formålet med seminaret var at dele erfaringer i forbindelse med udarbejdelse af en model baseret på netværksteori og at teste modellen på andre virkeligheder end den Aalborgensiske for bla. at undgå ”hjemmeblindhed”.
Til seminaret var der også inviteret to eksempler på ABM-samarbejde fra de andre nordiske lande med oplæg fra Trondheim i Norge og Eskilstuna i Sverige, som sætter den danske udvikling inden for ABM-samarbejde i perspektiv, og de gav mange gode ideer til konkrete formidlingsprojekter.
I seminaret deltog 35, og der blev en god diskussion med udgangspunkt i vidt forskellige lokale og nationale erfaringer og organiseringer af ABM-området. Hvordan fungerer samarbejde, når det initieres oppefra og ned (top-down) i forhold til nedefra og op (bottom-up) var et af temaerne i diskussionen. Er ABM samarbejde kun for ildsjæle? et andet.
Seminaret er en del af fase 2 i projektet, hvor modellen fra projektets fase 1 afprøves på tre konkrete projekter, som omfatter indsamling, bevaring og formidling af samlingerne. Konkret er der tale om et indsamlings og formidlings projekt om Grønlændere i Aalborg, planlægning og bygning af et fælles magasin samt oprettelse og drift af en fælles ABM-læsesal, HistorieAalborg. Projektet ender med en rapport i maj.