Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘foto’ Category

brussels-attack

Foto Brussels Attacks, Getty Images

Hermed invitation til årets LFF vinterkursus, som er relevant for såvel store som mindre arkiver:

LFF-kursus onsdag 25. januar 2017 kl. 10.00 – 16.00 i Historiens Hus*, Odense

Hvad gør arkiver, biblioteker og museer, når voldsomme, overraskende eller glædelige begivenheder, pludselig sker? – lokalt, regionalt og nationalt. Har vi et beredskab – har vi en plan – har vi de rette færdigheder og det rigtige udstyr? Har arkiver, biblioteker og museer de rette samarbejdspartnere – og hvordan involveres de bedst? Ved vi, hvordan vi håndterer det pludselige i mødet med de mennesker, der er involveret – og det materiale, vi indsamler? Hvad med den overvældende mængde af data, vi står tilbage med?

Spørgsmålene hober sig op, så snart man begynder at reflektere over, hvordan arkiver, biblioteker og museer skal/bør indsamle materiale fra nutiden til eftertiden. Det har aldrig været vigtigere at skelne og prioritere benhårdt i de strategier, vi arbejder efter i institutionerne. Og eftersom det jo er LFF – hvilken styrke og værdi har fotografi og film i dokumentationen?

Derfor har vi i LFF i år valgt at få kyndige mennesker på banen, der kan give nogle saglige bud ud fra konkrete projekter på, hvordan arkiver, biblioteker og museer griber den enorme opgave an – en opgave som bare vokser – med medieudbuddet, de sparsomme ressourcer og den mangel på fordybelse, som kendetegner beslutningsprocesserne.

Årets LFF-kursus vil tage nogle særdeles presserende problemstillinger under kærlig behandling. Vi overvældes mere end nogensinde af mængden af data, der potentielt skal indsamles, registreres, bevares og formidles – både til nutiden og eftertiden, både lokalt, regionalt og globalt.

Kursusprogram

10.00 Indskrivning og blødt brød

10.25 Velkommen v. Mette Henriksen, formand for LFF

10.30 Det Norske Rigsarkivs håndtering af 22.7.2011, en case study v. Ole Gausdal, Riksarkivet: http://arkivverket.no/arkivverket/Digitalarkivet/Om-Digitalarkivet/Om-kjeldene/Minnematerialet-22-7

11.00 DEL DIN VIRKELIGHED – Everyday Project /Copenhagen Dox Film Festival v. Frank Poulsen http://www.everydayproject.dk/page/about

11.30 Unge laver film på deres egne mobiler – Lommefilm v. Martin Spenner http://www.lommefilm.dk/om- lommefilm/lommefilm

11.45 – 12.15 PANELDISKUSSION

12.15 – 13.00 FROKOST og KAFFE

13.00 Nationalmuseet – indsamling fra syriske flygtninge på Lesbos v. Gitte Engholm og Rune Clausen http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE3187212/nationalmuseet-indsamler-ting-fra-syriske-flygtninge-paa- lesbos/

13.30 Forsøg med dokumentation af Flygtningelejr i Næstved v. Emilie Eskelund Larsen

13.45 VAND og FRUGT

14.15 I’m alive – en udstilling med interviews af flygtninge og deres historier om, hvordan smartphones og internettet hjulpet dem i løbet af deres farlige, lange rejse – Tekniska Museet i Stockholm v. Peter du Rietz http://www.tekniskamuseet.se/1/6317.html

14.45 – 15.30 PANELDISKUSSION

15.30 – 15.45 Gi’ det videre – Danskernes Danmarkshistorie – en del af HISTORIER OM DANMARK https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/danmarkshistorierne-faar-nyt-liv-i-2017– hvor arkiverne indsamler livshistorier i 2017 v. projektgruppen

15.45 Netarkivet – en status på statens egen samtidsdokumentation v. Madeleine Schlawitz, Netarkivets redaktionsgruppe og Det Danske Filminstitut

16.30-17.30 Generalforsamling i LFF

Praktisk:

Pris: Medlemmer 475,- kr. Ikke-medlemmer 675,- kr. Studenterpris: gratis (men husk tilmelding). Prisen er inkl. frokost og øl/vand. Vegetarmenu kan forudbestilles ved tilmelding.

Bindende tilmelding senest 18. januar 2017 til LFFs kasserer: Niels Løgager Nielsen: nielslog@yahoo.dk

AFBUD skal ske senest 3 dage inden kurset afholdes.

HUSK at oplyse evt. EAN-nr. og navne på deltagere ved tilmelding! Spørgsmål til kurset: Næstformand Madeleine Schlawitz: madeleines@dfi.dk

*Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense C.

Read Full Post »

Herunder et indlæg, som blev skrevet til Rødovre Kommunes personaleblad for at promovere et godt samarbejde. Med andre ord, formidling af formidling.

Sammen om Rødovre 1914-18

Af Martin Jespersen og Marie Aakjær

100-året for udbruddet af 1. verdenskrig blev markeret overalt i Europa sidste år. Det gjorde det også i Rødovre. Her blev jubilæet imidlertid også startskuddet til et frugtbart kulturhistorisk samarbejde mellem Oplevelsescenter Vestvolden og Lokalhistorisk Samling på Rødovre Bibliotek.

Rødovre og Krigen
Sikringsstyrken skulle forsvare hovedstaden fra Vestvolden og resten af Københavns Befæstning. De mange soldater satte deres præg på Rødovre, der dengang var et lille landsbysamfund med lidt over 1000 indbyggere. Den militære frontkommando oprettede hovedkvarter på Damhuskroen. Vestvolden blev spundet ind i pigtråd og gjort klar til kamp. Islevborgerne måtte gennem militære kontrolposter, når de krydsede volden. Der var flere soldater på Volden, end der var plads til i Ejbylejren, så nogle af dem blev indkvarteret på gårdene. Militærhistorien og lokalhistorien smeltede sammen. Det måtte vi gøre noget ved.

img237

Pop-ud-formidling og onlineudstilling
Vi satte os sammen og gennemgik de kort og billeder af soldater og civile, vi havde fra Rødovre 1914-18. Vi savnede dog lidt flere af de sjove historier og billeder, der kunne fortælle om, hvad der skete mellem soldaterne og de lokale.  Derfor efterlyste vi billeder og historier fra private borgere i samarbejde med Rødovre Lokalnyt. De foreløbige resultater af samarbejdet blev præsentereret på vores pop-up-udstilling i forbindelse med Goldendays og Vestegnens Kulturuge på Rødovre Rådhusplads den 13. september 2014. Trods småregn og gråvejr blev det en rigtig god dag, hvor vi fik formidlet den spændende historie til en masse Rødovreborgere. Ved hjælp af et stort kort fra samtiden og alle de billeder, vi til sammen havde kunnet finde, fik vi fanget rigtig mange borgere ind til en snak om Rødovre i 1914-18. Synergieffekten mellem Vestegnens Kulturuges Høstmarked, vores lille udstilling og Goldendays’ Gullaschkanon gav en fantastisk synlighed.

DSC_1576

Samarbejde med perspektiver
De gode erfaringer har givet blod på tanden. Det var berigende for begge institutioner at kunne trække på hinandens ekspertise, og vi er slet ikke færdige med Rødovre 1914-1918 eller med samarbejdet om Rødovres kulturhistorie. Indsamlingen fortsætter. Det næste fælles projekt er en artikel om Vestvolden – fra forsvarsværk til kulturhistorisk og rekreativt område. Artiklen bliver udgivet af Hovedstaden og Omegns Kulturhistoriske Arkiver (HOKA) næste år, og den historie skal selvfølgelig også formidles.
Derudover er der spændende snitflader mellem Samling og Oplevelsescenter i 1950’erne og 1960’erne, hvor Rødovre blev en moderne forstad. Under den Kolde Krig vendte forsvaret vendte tilbage til Vestvolden, da Ejbybunkeren blev bygget som hovedkvarter for Københavns Luftforsvar, og under det spritnye bibliotek blev der indrettet en kommunal kommandobunker, hvorfra borgmesteren og de øvrige civile myndigheder skulle lede det lokale beredskab, hvis krigen kom, og… Det må I høre om en anden gang…

Read Full Post »

IMG_5806redred

Updated list is now on a separate page of this blog (October 26)

Inquiry: I am working on an article about how archives use Instagram for the ICA conference in Girona later this year. Link to article: http://bit.ly/ZSlSkK

I would like to estimate how many archives actually use the photosharing app Instagram – please comment here, on Twitter (bente_J) or mail me: bente.jensen@aalborg.dk if you know about archives not on the list.

  • Added to the list are archives in the Netherlands and more archives in Sweden. (August 30.)Welcome to SABC Radio Archives in South Africa on the list (September 2.)Useful list showing French public archives on social media added – non on Instagram though.   (September 2)
  • Two American archives added to list (September 24)
  • British Postal Museum and Archives added (September 25)

Archives On Instagram 

Denmark:
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) og Arbejdermuseet : arbejdermuseet_og_ABA
Gentofte Lokalhistoriske Arkiv: lokalhistorisk_arkiv_gentofte
Historisk Arkiv Hjørring: historisk_arkiv_hjoerring
Kolding Stadsarkiv: Koldingstadsarkiv
Lokalhistorisk arkiv i Nakskov: Nakskovlokalarkiv
Silkeborg Arkiv: silkeborgarkiv
Statens Arkiver: statensarkiver
Aalborg Stadsarkiv aalborg_stadsarkiv

Sweden
Centrum för Näringslivshistoria: naringslivshistoria
Riksarkivet – Work in progress
Stockholms Stadsarkiv: stockholmsstadsarkiv

Norway
Riksarkivet: riksarkivet_norge

Belgium
Stadsarchief Antwerpen: FelixArchief

France
Useful list of French public archives on social media (none on Instagram it seems):
http://bit.ly/Z5ppw8

Great Britain:
British Postal Museum and Archives: postalheritage

Netherlands
Markiezenhof Museum & Archief te Bergen op Zoom: Markiezenhof
Regionaal Archief Tilburg: Regionaalarchieftilburg

Spain
Archivo Desono y Architectura: archive_d­_a­

Canada
University of Toronto Archives: Utarchives

USA:
Archives of American Art : archivesamerart
Archives Foundation: archivesfdn
Baltimore City Archives : Baltimorecityarchives
Eisenhower Presidential Library, Museum, and Boyhood Home: Ikelibrary
Smithsonian Archives: Smithsonian archives
US National Archives: Usnatarchives
Washington State Archives: wastatearchives

New: Portland State University Library Archives: psulibarchives
Lyndon B Johnson Presidental Library; lbjlibrarynow

Australia
State Records Southern Australia: staterecordssa
National Archives Australia:  naaaugov

South Africa:
SABC Radio Archives: sabmedialib

 Billedet er fra Instawalk i Musikkens Hus i Aalborg / photo from an Instawalk in Aalborg, Denmark  (foto: Bente Jensen)

Read Full Post »

 

Foto: @leeuropa

Foto: @leeuropa

Hvad?

I februar måned har Aalborg Stadsarkiv eksperimenteret med fænomenet takeovers på sociale medier og vi vil gerne dele vores erfaringer til inspiration – fordi der også indgår generelle overvejelser om brugerinddragelse i eksperimentet. En Instagram takeover er et aftalt tidsrum, hvor en ”fremmed” overtager en Instagram konto og deler billeder fra den. Der er tale om den totale brugerinddragelse. I Aalborgs Stadsarkivs tilfælde havde arkivet udstukket temaet #mitaalborg. Det vil sige, at arkivet gerne ville have fire forskellige til at vise deres Aalborg. De fire havde hver fået to dage til at råde helt frit over vores Instagram konto, så på den måde gav arkivet kontrollen fuldstændigt fra sig og havde ingen indflydelse på hvad der blev postet fra kontoen i perioden. Det er derfor vigtigt, at man nøje overvejer de mennesker, man får til at lave takeovers. Hvilket fører os videre til næste punkt nemlig:

Hvem?

Baggrunden for temaet #mitaalborg er at Aalborg Stadsarkiv i snart et år har kørt en indsamlingskampagne på Instagram med tagget #mitaalborg, hvor der i skrivende stund er 3.155 bidrag. Det var blandt dem, der havde bidraget til #mitaalborg, at arkivet udvalgte fire forskellige Instagram brugere, som vi henvendte os til med henblik på at få dem til at lave en takeover. Arkivet udvalgte brugerne ud fra kriterierne:

  • at de havde bidraget aktivt og hyppigt til #mitaalborg
  • at de havde en vis fotografisk standard
  • at de grundlæggende var meget aktive brugere af Instagram
  • at deres motiver oftest var letgenkendelige billeder fra byen
Foto: @nittedyret

Foto: @nittedyret

Foto: @mariakajsa

Foto: @mariakajsa

Hvordan?

Det første arkivet gjorde, efter at have udvalgt brugerne var, at henvende sig til dem for at høre, om de var interesserede. Brugerne viste sig heldigvis alle sammen at være villige til at deltage. Herefter diskuterede vi, om vi skulle udstikke nogle konkrete rammer med hensyn til antallet af billeder, fordi vi måske frygtede at, de ville poste for meget og spamme vores følgere. Vi endte med, at takeovers bare skulle skabe et flow i deres posts, og præsentere sig selv i deres første billede på Stadsarkivets konto. Det viste sig også hurtigt, at vi ikke havde behøvet at frygte spam, fordi de postede faktisk ikke så mange billeder. Sandsynligvis også fordi de var meget bevidste om ikke at spamme arkivets følgere som gæste-poster.

Hvorfor?

Sidst men ikke mindst, hvorfor laver man så takeovers? I Stadsarkivets tilfælde var det for at eksperimentere med mediet. Vores inspiration var VisitCopenhagens vellykkede Wonderful Copenhagen takeovers. Arkivet havde tidligere lavet hashtags, instawalks og brugt kontoen til at dele billeder fra arkivets dagligdag, samling og omgivelser. Det næste skridt var at prøve med en takeover. I forbindelse med #mitaalborg var det også oplagt bede folk om at vise deres Aalborg og dele det med stadsarkivets følgere. Men man kan også se takeovers som en slags belønning til de trofaste følgere og en måde at øge tilknytningen og loyaliteten omkring stadsarkivets digitale community.

En af de bonus gevinster, der er ved takeovers, er den bredere eksponering, arkivet får blandt følgerne af dem, man har til at overtage kontoen, samt eventuelle nye følgere derfra, som ikke tidligere har kendt til arkivets aktiviteter på Instagram. Ringe i vandet.

Foto: @luyefar

Foto: @luyefar

Read Full Post »

varmt velkommen  til LFF (Landforeningen til bevaring af foto og film)
sommerseminar:

LIGHT, CAMERA, ACTION!
Levende billeder af virksomheder
Markedsføring, identitetsdannelse, corporate history eller dokumentation?

18. juni kl. 10.00-16.00
på Gentofte Hovedbibliotek på Gentofte Hovedbibliotek, Øregårdssalen, Ahlmanns Allé 6, Gentofte

Lindø - Munkebo

Program:
10.00 – 10.20 Indskrivning

10.20 – 10.30 Velkomst ved formanden

10.30 – 11.15 Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet: Foto og film i virksomhedsarkiver. Et forsøg på overblik over bevarede fotografier og film i virksomhedsarkiverne i Erhvervsarkivet – og tips om gode hits.

11.15 – 12.00 Isak Thorsen PhD, Københavns Universitet, Center for Moderne Europæiske Studier: Virksomhedsfilm – et historisk rids og æstetisk analyse – fra August Bloms film om Magasin ”Magasinets Datter” fra 1918 : http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/19502.aspx?id=19502til Christoffer Boes film ”We are Maersk” fra 2012.: http://www.youtube.com/watch?v=qjD9VvhXJrE

12.00 – 12.30 Spørgsmål og diskussion.

12.30 – 13.30 Frokost og kaffe

13.30 – 14.15 Peter Leth-Larsen, Fyns Stiftstidende: En Svanesang – Billeder fra Lindøværftet. Peter Leth-Larsen pressefotograf på Fyns Stiftstidende fulgte fra foråret 2011 lukningen af det, der engang var Danmarks største industriarbejdsplads – en arbejdsplads for tusinder af fynboer og fødested for nogle af verdens mægtigste containerskibe. Billedserien, der kom ud af det, kan i øjeblikket ses på Brandts Klædefabrik i Odense: http://www.brandts.dk/da/aktuelleudstillinger?option=com_content&view=article&id=497

14.15 – 14.45 Frugt & vand

14.45 – 15.15 Peter Hørup, Museumsinspektør, Gasmuseet: Kærlighed til kulgas – Arkitekten og multikunstneren Michael Varming var optaget af industrimiljøer og skabte bl.a tre korte film, der tilsammen dokumenterede afviklingen af de danske kulgasværker. Med udgangspunkt i Kul tur (1969), Helsingør gasværk (1976) og Sidste fyring (1983) vil der blive givet et bud på filmenes værdi som kulturhistoriske dokumenter, og hvordan de kan bruges til at levendegøre museumsformidlingen. Se klip fra ”Den sidste fyring”: https://www.youtube.com/watch?v=zVLAr0tABHs

15.15 – 15.40 Spørgsmål og diskussion

15.40 – 15.45 Afrunding v/formanden

16.15 – 17.00 Generalforsamling i LFF 2013

Pris
Medlemmer 475,- kr.
Ikke-medlemmer 675,- kr.
Studenterpris 200,- kr.

Prisen er inkl. frokost, kage og drikkevarer. Vegetarmenu kan forudbestilles ved tilmelding.
Bindende tilmelding senest 12. juni 2013 til LFF’s kasserer:
Niels Løgager Nielsen: nielslog@yahoo.dk

AFBUD skal ske senest 3 dage inden seminaret afholdes.
HUSK at oplyse evt. EAN-nr. og navne på deltagere ved tilmelding!
Spørgsmål vedr. kurset:
Formand Madeleine Schlawitz, madeleines@dfi.dk / tlf. 33 74 35 93 eller
Næstformand Bente Jensen, bej-kultur@aalborg.dk / tlf. 99 31 42 32

Illustration: Fra EN SVANESANG – BILLEDER FRA LINDØ
Peter Leth-Larsen (f. 1969) fulgte fra foråret 2011 lukningen af det, der engang var Danmarks største industriarbejdsplads – en arbejdsplads for tusinder af fynboer og fødested for nogle af verdens mægtigste containerskibe.

Read Full Post »

Julen 2012 bliver også historie, var sloganet for Aalborg Stadsarkivs juleleg 2012. En juleleg, som udelukkende kørte via de sociale medier: Instagram, Facebook og Twitter. Tidligere jule har Stadsarkivet haft digitale julekalendere med historiske film og foto på Facebook, website og Flickr. I år blev kalenderen suppleret med en indsamling.

Hvorfor:

1. fordi Stadsarkivet mangler moderne julebilleder i samlingen. Vi har mange fotografier fra 1900 tallet men mangler samtidsdokumentation af højtiden. Samtidig en god anledning fordi alle forbinder noget billedligt ved jul.
2. fordi vi ville afprøve en ny indsamlingsmetode og brugerinvolvering med henblik på fremtidige projekter i 2013, så #juleniaalborg er et forprojekt.
3. fordi vi ville afprøve, om folk overhovedet ønskede at lege med og hvis de gjorde, hvem ville? Og hvad gør de ?
4. fordi det ud fra en historisk synsvinkel er spændende, hvilke motiver folk forbinder med #juleniaalborg 2012

Bredegade i Aalborg, taget af marlenel88

Bredegade i Aalborg, taget af marlenel88

Det her bliver en lang post, så lidt om konklusionen allerede her. Folk gad godt lege med, Stadsarkivet fik ca. 200 fotos ind fra 50 forskellige ”instagrammere”, vi fik en massiv pressedækning og lærte en masse om brugerinvolvering og sociale medier. Vi hører gerne om erfaringer fra andre institutioner og håber, at I kan bruge vores erfaringer.

Hvorfor valgte vi Instagram*? Aalborg Stadsarkiv har tidligere forsøgt at anvende billeddelingsprogrammet Flickr til en fotoindsamling blandt unge mennesker i et projekt** , men det fungerede ikke. Flickr blev oplevet som for tungt og besværligt af målgruppen. Mobiltelefonen /smartphonen er derimod lige ved hånden, kameraerne på mobiltelefonerne blive bedre og bedre, så derfor valgte vi Instagram (IG).

IG er en app, der gør det muligt at billedele lige på stedet, en slags Facebook for billeder med stærkt stigende antal brugere. Det er muligt at få et overblik over billeder og kommentere på computer/tablets via sider på nettet som Statigram.com og IGs egen webudgave af brugerprofiler, men desværre kun for ”medlemmer” af IG. I forvejen bruger Aalborg Stadsarkiv IG (profilen hedder aalborg_stadsarkiv) til at give et uformelt billede af livet på arkivet, bag kulisserne, på magasinerne og i HistorieAalborg (læsesalen).

Af andre arkiver bruger fx Riksarkivet (riksarkivet_Norway) i Norge også IG, samt mange større udenlandske museer, senest nu også Nationalmuseet. I projektperioden kom IG i vinden i medierne pga af oplæg til ændrede copyright regler i forhold til brugerne, som senere blev trukket tilbage. Det påvirkede ikke projektet. Instagram nævnes mange gange her, siden er Flickr kommet med en interface til mobile medier, som også kunne være en være en mulighed.

Hvad gjorde Aalborg Stadsarkiv? Via arkivets nyhedsbrev, website, Facebook, Twitter og på Stadsarkivets konto på IG gjorde vi opmærksom på, at alle, der ville tagge* deres billeder med #juleniaalborg (vi havde forinden checket, at andre ikke brugte taggen) fra begyndelsen af december til 27. december var med i konkurrence om tre Lokalhistoriske Kalendere 2013 –og formålet med at tagge.

På IG holdes i forvejen lignende kampagner over en weekend fx hvor alle, der ønsker det, tagger efter et fælles tema. For at holde fokus på kampagnen i en måned lavede vi aktiv

indsamling på IG og opfordrede løbende folk, der taggede julemotiver med #aalborg til at bruge taggen #juleniaalborg, yderligere promoverede vi gode billeder på Stadsarkivets Facebook side i december. Stadsarkivet lagde selv billeder ud med taggen i perioden. Der var overvældende fin respons på billederne på Facebook.

Den lokale og regionale presse var vilde med projektet. I starten af december var projektet med i aftennyheder på TV2 Nordjylland se: http://www.tv2nord.dk/arkiv/2012/12/10?video_id=38299&autoplay=1 og Nordjyske Medier spredte nyheden i dagblad og distriktsaviser. Nordjyllands Radio dækkede resultatet af projektet i begyndelsen af 2013 se: http://www.dr.dk/P4/Nord/Programmer/morgen/Indslag_Gomorgen/20130102161847.htm

Lindholm Å af 'Lyngster'

Lindholm Å af ‘Lyngster’

Hvad fik vi ind ud over omtale? 175 fotos fra 50 forskellige fotografer. Billederne er små. Jpg, i en opløsning, der gør de aldrig kan blæses op til plakater, men de kan fint kan bruges på nettet. De giver et godt billede af #juleniaalborg. Yndlingsmotiver er det lokale julemarked ved domkirken, juleoplysning af gaderne, men også den sneklædte by og landskaber. Men færre fotos fra interiører.

Vi kom i tale med en brugergruppe, som normalt ikke forbinder noget med et Stadsarkiv. Siden har mange givet udtryk for, at de var glade for at være med, og flere har sagt, at de er med, hvis vi finder på lignende projekter. Demografisk set taler vi om personer mellem 20 og 40 år, flest kvinder.

Ud over fotografier har vi projektperioden fået ca. 150 nye ”likere” på Facebook (fra 890 til 1033) fordoblet vores følgere på Instagram (fra 60-120) og 10 % flere på Twitter (nu 330) – det bliver spændende om, vi kan fastholde og holde aktivitetsniveauet ift. Involvering etc.

Der er et efterarbejde: Udvælgelse af de smukkeste billeder. Vi havde fra starten nedsat en jury bestående af arkivar, bibliotekar og en byplanlægger. Vi kom ud på en svær opgave, det var næsten umuligt at  vælge – så vi endte med med 6 vindere.

Dokumentation: Instagramerne skal bedes efterfølgende om deres ”rigtige” navn og adresse (man bruger ikke eget navn på IG) samt give tilladelse til at Stadsarkivet gemmer fotos og bruger dem til egen formidling. Klog af erfaringer fra lignende indsamlings og fomidlingsprojekter som fx Væggen i København spurgte vi via IG og efterfølgende mails. Langt de fleste har reageret og givet tilladelse. Mails og efterbehandling er en hurdle i et hurtigt medium, men det har åbenbart ikke virket som en barriere.

Konklusion: Ja det var muligt at få folk med på julelegen. Stadsarkivet fik dokumentation af #juleniaalborg, som folk ser den i 2012. Kampagnen betød også, at andre indsendte ”rigtige” digitale fotos af #juleniaalborg pr. mail. Vigtigt er, at Stadsarkivet fik kontakt til en fotoglad gruppe i Aalborg, som vi håber at kunne henvende os til i fremtiden.

Og ikke mindst fik vi fokus på Stadsarkivet som en aktuel, kommunikerende institution, som også har andre ydelser og tilbud blandt en gruppe, der ikke

Julemarked i Aalborg (foto:elis1337)

Julemarked i Aalborg (foto:elis1337)

tidligere har kendt til os.

You can read an English version of the blog post here: https://arkivformidling.wordpress.com/blogposts-in-english-3/
____________
* http://en.wikipedia.org/wiki/Instagram om Instagram
** et projekt om Grønland i Aalborg, hvor Aalborg Stadsarkiv, Aalborgbibliotekerne og Aalborg Historiske Museum bad unge grønlændere tage fotos af, hvad de undrede sig over i Danmark/Aalborg og dele dem på Flickr.

Read Full Post »

Onsdag 23. januar 2013 kl. 10.00 – 16.00 i Historiens Hus i Odense

Landsforeningen til bevaring af fotografier og film (LFF) inviterer til et nyt og spændende kursus.

lffKursets tema kan uddybes med følgende spørgsmål:

Hvad sker der med det lokale, regionale og det nationale i det 21. århundredes lokalitet, cyberspace?

Hvordan opfattes stedet på billeder som arkiver, biblioteker og museer tilgængeliggør på nettet? – Fremmer den digitale verden det største og allerede kendte? – Hvilke muligheder giver det digitale for brugerinddragelse i stedsbestemmelse af billeder? – Hvilke tanker og visioner ligger der bag, når vi lægger billeder op på nettet? – Hvor vil vi gerne være synlige? – Ændrer det digitale univers med dets muligheder for geografisk søgning f.eks. ved vores opfattelse af billederne og stedet? – Hvem skal eksponere materialet? Staten? Google? Kulturstyrelsen? eller lokale institutioner?

Blandt andet disse spørgsmål vil vi i LFF gerne være med til at få debatteret og forsøgt besvaret i løbet af kursusdagen i Odense og vi håber meget at deltagerne vil hjælpe med at få kvalificeret debatten og få bragt en masse relevante vinkler til torvs. Vel mødt!

Program for dagen:

10.00 – 10.30: Indregistrering & kaffe m. brød

10.30 – 10.35:  Velkomst v/LFFs formand, Madeleine Schlawitz, Det Danske Filminstitut

10.35 – 11.10:  Om websitet “1001 fortællinger om Danmark” –  Billedbrug og brugeradfærd Mette Bom, Kampagnerådgiver Kulturministeriet

11.10 – 11.40: Aarhus StreetMuseum At opleve byens historie gennem gamle fotografier, på stedet i byens rum. En app, der formidler spændende historiske steder og begivenheder i Århus. Nu gør vi den endnu bedre, og har spurgt nuværende og potentielle brugere: Hvad vil gøre din oplevelse endnu bedre og mere vedkommende. Et eksempel på at inddrage brugerne i, hvordan vi formidler vores lokale historie. Anneken Appel Laursen, Den gamle By

11.40 – 12.10: Danmark set fra luften. Massedigitalisering og brugerdreven geo-tagging. Henrik Dupont, Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek

12.10 -12.30: Panel 1 spørgsmål og opsamling

12.30 – 13.15: FROKOST (OBS! OBS! Ekstraordinær generalforsamling for medlemmer!)

13.15 – 13.45: Over grænser. Kulturarv på www.europeana.eu Christian Ertmann-Christiansen, Digital Infrastruktur og Service og  Mette Kia Krabbe Meyer, Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek

13.45 – 14.30: Lokalitet og bevægelse: Stedets rolle i indsamling, registrering og formidling af billedet  set gennem to migrations-samlinger: Det Danske Udvandrerarkiv og Immigrantmuseet i Farum forholdt til en lokalt baseret og defineret samling, Aalborg Stadsarkiv. Torben Tvorup Christensen, en repræsentant fra Immigrantmuseet og Bente Jensen

14.30 – 15.00: KAFFE OG KAGE

15.00 – 15.30: panel 2: Spørgsmål og opsamling

15.30 – 15.45 Orientering: www.digitalbevaring.dk. Nu også om digitalisering Jette G. Junge, Statsbiblioteket

15.45 – 16.00: Afsluttende bemærkninger og sommerseminar 2013  v/formanden

Kurset afholdes i Historiens Hus i Odense, Klosterbakken 2, Odense C.

Pris

Medlemmer                                 475,- kr.

Ikke-medlemmer                         675,- kr.

Studenterpris                              300,- kr.

Prisen er inkl. frokost og øl/vand.

Vegetarmenu kan forudbestilles ved tilmelding.

Bindende tilmelding senest 16. januar 2013 til LFFs kasserer:

Niels Løgager Nielsen, nielslog@yahoo.dk, tlf.2024 5180

AFBUD skal ske senest 3 dage inden seminaret afholdes.

HUSK at oplyse evt. EAN-nr. ved tilmelding!

Spørgsmål vedr. kurset:

Formand Madeleine Schlawitz, madeleines@dfi.dk / tlf.33 74 35 93 el.

Næstformand Bente Jensen, bej-kultur@aalborg.dk / tlf. 99 31 42 20

* Illustration: Google-screen dump + webgrafik af Historiens Hus, Klosterbakken 2, 5000 Odense.

Read Full Post »

Planchen sættes op

Lige over for Vejle Stadsarkivs domicil på Enghavevej 2 har der siden 1957 ligget en parkeringsplads med det yndefulde navn: Marias Plads. Navnet er naturligvis ikke opstået af ingenting men relaterer til Sct. Maria Hospital – drevet i mange år af en belgisk nonneorden. Sammen med hospitalet omkranses parkeringspladsen af flere statelige bygninger som alle rummer spændende historier. Her ligger nemlig også den gamle amtmandsbolig, den tidligere dommergård, den gamle politistation og før saneringen i 1917-1919 mange små private huse. Vejles katolske menighed har også altid holdt til i kvarteret med både kirke, skole og hospital.

Men nu skal det hele laves om. Parkeringspladsen bliver fjernet og i stedet etableres en aktiv og moderne bypark med bl.a. grønne områder, skaterbaner, en åben scene og et lille spisested. Et tiltag Stadsarkivet hilser meget velkomment, da det potentielt vil trække et helt andet publikum tættere på vores hus.

Vi glæder os til den nye plads står færdig, men det næste års tid vil der ikke være andet end byggerod og byggelarm at fornøje sig over.

Indtil vi fik ideen om – som flere andre kulturinstitutioner i disse år – at fortælle pladsens historie, der hvor pladsen er.

Teknik & Miljø i Vejle Kommune hilste ideen velkommen, og vi havde hurtigt et meget frugtbart samarbejde i gang.  Deadline blev 10. august 2012, hvor minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, var inviteret for at tage første spadestik og dermed markere igangsætning af byggeriet.

Denne dato er vi nu forbi og det færdige produkt – en planche på 2×9 meter – står nu centralt og velplaceret i et område, hvor bl.a. hundredvis af skoleelever passerer.

Processen har været ualmindelig spændende og også anderledes end ”plejer.”

For det første havde vi en ekstern partner med (Teknik & Miljø), som havde stor indflydelse på både proces og produkt. Teknik & Miljø formidler traditionelt meget gennem udendørs plancher. Her kunne vi trække på deres erfaringer med layout og udstillingsmaterialer, hvor vi til gengæld kunne byde ind med pædagogiske refleksioner og erfaring med at formidle lokalhistorisk stof til et bredt publikum. I dag kan vi se tilbage på et samarbejde med stor respekt for og positiv udnyttelse af forskellige fagligheder.

For det andet var bevidstheden om, at denne udstilling ikke kun ville blive set af vores sædvanlige arkivbrugere, en enorm drivkraft og meget motiverende.

Endelig var det en udstilling, hvor vi endnu engang kunne komme til at lege med QR-kodernes muligheder.  Vi fik udnyttet vores mobiloptimerede Vejlewiki som tilbud til de videbegærlige og et filmklip fra 1927 på Youtube, hvor Chr. X bevæger sig rundt i området.

Arbejdsfordelingen i vores projekt blev, at Stadsarkivet leverede materiale (research, fotos, tekst, QR o.l.), mens Teknik & Miljø stod for layout samt trykning og opsætning af planchen.

Minister Carsten Hansen holder tale – planchen anes til højre i billedet

Jeg er sikker på, at vi med dette projekt har sat gang i en oplagt samarbejdsrelation.  Jeg kan kun anbefale, at andre forsøger sig med noget tilsvarende. Som regel arbejder tekniske forvaltninger med store budgetter, når de går i gang med diverse byggeprojekter. Budgetter som ikke nødvendigvis bliver væltet af dyre tryk og opsætning.

Read Full Post »

Som et led i en overordnet digitaliseringsstrategi i Frederiksberg Kommune har Frederiksberg Stadsarkiv arbejdet med at udvikle nye formidlingstiltag, som skal skabe opmærksomhed omkring digitaliseret materiale fra arkivets samling. Da årsdagen for  Royal Air Forces fejlbombning af Frederiksberg 21. marts 1945 nærmede sig, besluttede vi os for at prøve kræfter med billeddelingsplatformen www.historypin.com .

Lidt om baggrunden

I timerne og dagene efter fejlbombardementet blev de massive ødelæggelser i området omkring Den franske Skole dokumenteret ved billedoptagelser fra forskelligt hold, blandt andet dokumenterede Frederiksberg Brandvæsen ødelæggelserne.  Da Frederiksberg Stadsarkiv i marts måned netop fik sin billedsamling tilbage fra scanning, heriblandt også billeder fra Frederiksberg Brandvæsens arkiv, var det oplagt at prøve kræfter med at få aktiveret dele af det indscannede materiale på billeddelingsplatformen.

Det skal her bemærkes, at arkivet jo i forvejen ”deler sine billeder” på www.danskebilleder.dk, så det der har været projektet her har været (gratis) at lege med teknologi og afprøve, for arkivet, nye måder at formidle aktuelt stof på. Markeringen af årsdagen for fejlbombningen på HistoryPin har ikke stået alene, men er blevet akkompagneret af artikler i den lokale dagspresse, samt via opsætning af skilte med qr-koder ved mindesmærket for fejlbombningens ofre på Frederiksberg Allé. Ved at scanne qr-koderne har smartphone brugere kunnet afspille film optaget i dagene efter bombardementet on location. Filmene er stillet til rådighed af Frihedsmuseet og de er lagt op på Stadsarkivets filmkanal http://byenibyen.frederiksberg.dk . Efter opsætning af QR-koderne har vi haft 637 afspilninger af filmene.

"QR-kode"

Hvis du scanner koden kan du se en kort film om ødelæggelserne i området omkring Den franske Skole. Frederiksberg Stadsarkiv.

  Erfaringerne med Historypin

Tilbage til HistoryPin. HistoryPin har været interessant for os, fordi teknologien allerede er der. Kort fortalt så er HistoryPin en platform, hvor private og institutioner i skønsom blanding kan uploade billeder og lyd og lave historiske tours. For at man rigtig kan udnytte HistoryPins funktionaliteter skal motiverne på billederne helst være taget i gadeplan. Dette tillader, at man som bruger dels kan geotagge sit billede og ”sætte en nål i det” på den rette lokalitet på et kort men mere interessant, at man kan placere det historiske billede ovenpå nutiden i Street View. Brugere kan downloade Historypins app gratis til både android og iphone og kan med gps baseret kortteknologi blive foreslået billeder, der er tagget i nærheden af,  hvor man befinder sig.

Layerteknologien kender de fleste sikkert fra Museum of Londons store projekt Street Museum som er stort, flot (og formodentlig dyrt). Layerteknologien synes vi har været relevant og interessant at bruge i forbindelse med markeringen af RAFs fejlbombning, da gadebilledet på Frederiksberg ændredes på et slag den fatale dag i 1945, men der er ingen tvivl om at layerværktøjet vil være sjovt og brugbar i et utal af formidlingssammenhænge, hvor man ønsker at illustrere forandring eller før/nu.

Maglekildevej

Et screen dump af en visning af et billede tagget på Maglekildevej. Frederiksberg Stadsarkiv.

Vi har lagt 12 billeder op på Historypin og intentionen var egentlig at bruge deres “tour” funktion, hvor man kan forbinde billederne til hinanden og således guide brugeren på en tour fra billede til billede. Imidlertid har Historypin endnu ikke muliggjort at tourfunktionen fungerer i deres app version, hvilket er et minus (som de iøvrigt regner med at rette op på i løbet af i år).

Layervisningen fungerer rigtig godt, hvis man er omhyggelig med taggingen og med at finjustere placeringen af det historiske billede på street view visningen. Vi har dog kæmpet lidt med selve finplaceringen, da dettte værktøj engang imellem ikke virker så smidigt som demoen ellers lover. Men det kan være afhængig af den computer og den forbindelse man arbejder fra.  Vi har i skrivende stund haft 1352 views på billederne og det er vi egentlig godt tilfredse med – da vores brug af platformen først og fremmest var tænkt som aktuel formidling om et aktuelt historisk emne.

Read Full Post »

Tusindvis af historiske billeder, tegninger og kort er siden 2002 blevet tilgængelige på hjemmesiden danskebilleder.dk. For et år siden fik websitet nyt design, flere billeder og muligheder. Nu kan din kulturinstitution også komme med…

Strandvejen 1953

 

Danskebilleder.dk byder på mange spændende funktioner – både for kulturinstitutioner og for brugerne. For
brugerne giver det mulighed for at gå på opdagelse i et væld af spændende kulturhistoriske billeder
gennem tiden. For institutionerne giver det en nem adgang til at registrere og formidle lokalhistoriske
billeder fra samlingen.
Danskebilleder.dk er baseret på Canto Cumulus, som er et netværksbaseret system til styring af digitale
medier. Foreningen bag Danskebilleder.dk arbejder på løbende at optimere og udnytte de mange
muligheder, der ligger i systemet og varetager udviklingen af sitet. Cumulus er et system der bruges af en
række af danske kulturelle institutioner, som Det kongelige Bibliotek, Nationalmuseet, Kulturarvstyrelsen
m.fl.

Pris
Det koster 6.000 kr. i et engangsbeløb at blive medlem af danskebilleder.dk.
Derudover er årskontingent følgende:
• Kommuner over 60.000 indbyggere: 6.000 kr. om året
• Kommuner mellem 30.000-60.000 indbyggere: 3.500 kr. om året
• Og kommuner under 30.000 indbyggere: 1.700 kr. om året

Vi giver også gerne et tilbud på, at I kan få overført jeres allerede registrerede billeder til databasen.

Fakta om Danskebilleder.dk
Bag danskebilleder.dk står en forening af danske arkiver og biblioteker, som blandt andet tæller Gentofte,
Viborg, Århus, Silkeborg, Frederiksberg og flere andre. Og der er plads til flere.
For yderligere information kontakt: Mette Henriksen, formand for danskebilleder.dk og leder af
Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte på tlf. 39 98 58 20 eller på mail mehe@gentofte.dk.

invitation_danskebilleder.dk

Read Full Post »

Older Posts »